Syv minutter – så smager det af Italien. Ravioli fra Supermarco med radicchio vendt i smør, hvidløg og salvie. Masser af peber og parmesan. Supermarco er lidt af en udflugt. Til gengæld kan man forsyne sig med bøffelmozarella, rød lambrusco og skønne oliven. Man kan også pakke sig en indkøbskurv med tørrede eller frosne svampe, en god flaske rødvin, svampebouillon (som af uransagelig årsager sjældent findes på hylderne i danske supermarkeder) og billige risottoris. Det giver vist sig selv, hvad det kan blive til på en kedelig vinterdag. Hvis jeg var voksen nok til at drikke espresso, ville jeg tage en med ned på kajen. Eller trille ned og se på skulpturelle bunker skrot med en sandwich fra delikatesseafdelingen (nabobiksen er skrothandler). Der er også grafittimuren lige i nærheden – og en fin udsigt. Kort sagt mange gode grunde til at besøge Supermarco.