Man skulle ikke tro at et turistskib proppet med forskere på vikingekongres og fulde unge islændinge kunne danne rammen om et af det bedste måltider i mit liv. Det var ikke desto mindre rammerne under en nylig smuttur til Island. Som kompensation for et temmelig trist skibscafeteria blev der smidt net i vandet halvvejs ude på ruten. Og op hev de gode sømænd skaldyr, krabber og søstjerner i læsevis. Det var mildest talt fantastisk at stå og lirke kammuslinger og søpindsvin ud af skallerne 
med vind i håret og lunken papvin i kruset. Og endnu mere fantastisk af spise resultatet. De faste og sødmefulde muslinger fik præcis nok modspil af saltvandet til at være ren velsmag. Søpindsvinerogn var også en dejlig mundfuld, men smagte, som rogn nu har for vane, ikke af så meget.
Island bød også på saftigt lam og proteinrigt skyr, som jeg har lært bliver fløjsblød og cremet, hvis den blandes med lidt mælk. Og blåbær, blåbær, blåbær, så langt øjet rakte. Det var bare at slå sig ned og plukke alt imens man besluttede sig for, om de skulle ende deres dage som tærtefyld, pandekageingrediens eller bare spises med det samme. En hel del af dem røg i pandekagedej. Vi har længe med varieret held forsøgt os ud genren amerikanske pandekager. En gang i mellem sidder de lige i skabet, men vi har også flere gange tygget os i gennem klæge og tunge resultater. Det kan selvfølgelig være de islandske råvarer, men denne opskrift fra den (korrumperede) Martha Stewart gav en luftig og velsmagende Rasmus Klump-stabel hver gang. Hendes tip er, at man ikke skal blande dejen for meget, og at der gerne må være lidt klumper i.
I den mere kuriøse kategori fik jeg også sneget mig til et stykke Hakarl på et lokalt marked. Det er noget med, at man tager en haj og graver den ned i et par måneder til den er godt rådden og lugter af ammoniak. Tja, bum. Det smagte nok lidt som det lyder.