Tror det her tager prisen som den bedste kur mod tømmermænd og småbørn, som står for tidligt op.
Denne her listige vikingesinspirerede pande er importeret fra gæve folk i Jylland. Pandekageopskriften er den vanlige, jordbærene er håndplukkede fra den lokale mark og den gode tørsaltede bacon er fra Ålbæks specialiteter (kan stærkt anbefales). Ahh, elsker sommerferie.
Der er mange gode grunde til at besøge Uganda, men maden er ikke en af dem. Matoke, majs, casava, yams, bønner og ris bliver i de fleste gryder kogt til stivelsesholdige og smagsfattige måltider.
Ikke desto mindre blev jeg udstyret med en særdeles madglad chauffør. På vej fra Mbarara i syd til Kampala spurgte han, om det gjorde noget, at han handlede på vejen hjem – for vi var så heldige at komme forbi den henholdsvis bedste slagter, fiskehandler og grøntbod i miles omkreds. Gerne, sagde vi. Og så fulgte vi trop mens han kyndigt mærkede på alle tomaterne, forkastede dagens fiskefangst og fik majskonen til at hente de aller friskeste eksemplarer til ham fra baglokalet.
Billedet her er fra slagteren, hvo
r kødet bogstavligt talt var levende. Ikke på den fordærvede måde, men fordi det var så friskt, at nerverne stadig spjættede løs og fik overfladen til at hoppe og danse. Grinende pegede slagteren om bag ved hytten, da han så vores store øjne. Her fik dagens udvalgte kvæg snittet halsen over, blev parteret og gjort klar til salg. Krogmodning og des lige hører vist ikke til i et land, hvor et lille mindretal har strøm og solen bager ned.
På stranden i Løkken var jeg så heldig at fange en fisker med drægtige stenbidere i lasten. Med et snuptag sprættede han bugen op og hældte det dampende indhold ned i min plastikpose. Så kom det hjem i en skål koldt vand og blev pisket indtil alle hinderne var fanget af piskeriset. Lidt salt i. Løg, creme fraiche og purløg. Ahh… utroligt at så grim en fisk har maven fuld af lyserød velsmag. 
Man skulle ikke tro at et turistskib proppet med forskere på vikingekongres og fulde unge islændinge kunne danne rammen om et af det bedste måltider i mit liv. Det var ikke desto mindre rammerne under en nylig smuttur til Island. Som kompensation for et temmelig trist skibscafeteria blev der smidt net i vandet halvvejs ude på ruten. Og op hev de gode sømænd skaldyr, krabber og søstjerner i læsevis. Det var mildest talt fantastisk at stå og lirke kammuslinger og søpindsvin ud af skallerne 
med vind i håret og lunken papvin i kruset. Og endnu mere fantastisk af spise resultatet. De faste og sødmefulde muslinger fik præcis nok modspil af saltvandet til at være ren velsmag. Søpindsvinerogn var også en dejlig mundfuld, men smagte, som rogn nu har for vane, ikke af så meget.
Island bød også på saftigt lam og proteinrigt skyr, som jeg har lært bliver fløjsblød og cremet, hvis den blandes med lidt mælk. Og blåbær, blåbær, blåbær, så langt øjet rakte. Det var bare at slå sig ned og plukke alt imens man besluttede sig for, om de skulle ende deres dage som tærtefyld, pandekageingrediens eller bare spises med det samme. En hel del af dem røg i pandekagedej. Vi har længe med varieret held forsøgt os ud genren amerikanske pandekager. En gang i mellem sidder de lige i skabet, men vi har også flere gange tygget os i gennem klæge og tunge resultater. Det kan selvfølgelig være de islandske råvarer, men denne opskrift fra den (korrumperede) Martha Stewart gav en luftig og velsmagende Rasmus Klump-stabel hver gang. Hendes tip er, at man ikke skal blande dejen for meget, og at der gerne må være lidt klumper i.
I den mere kuriøse kategori fik jeg også sneget mig til et stykke Hakarl på et lokalt marked. Det er noget med, at man tager en haj og graver den ned i et par måneder til den er godt rådden og lugter af ammoniak. Tja, bum. Det smagte nok lidt som det lyder.
